Den historiske fortælling

Som slægtsforskere er vi blevet ”indoktrineret” med, at vi kun skriver det, som vi med sikkerhed ved er korrekt om slægten. Ingen familierygter, ingen ”måske barn af” – uden vi i hvert fald gør tydelig opmærksom på det. Derfor er det måske lidt provokerende og grænseoverskridende, at jeg her vil slå et slag for den historiske fortælling.

Den historiske fortælling er en mere eller mindre fiktiv fortælling fra en bestemt historisk periode. Den kan for eksempel knytte sig til bestemte historiske begivenheder eller historiske personer, og ud fra kendt viden fortæller den en historie, som den kunne have udspillet sig.

Historiske romaner er de seneste årtier blevet meget populære. Her kan nævnes Marie Hellebergs mange historiske romaner, fx om Caroline Mathilde og Struense (Mathilde, Magt og Maske) og Dronning Caroline Amalie (Dronningeskolen). Men de kan også handle om mere almindelige menneskers liv, som Jette Kjærboe’s ”Albertines fortællinger” eller Carsten Jensens ”Vi, de druknede”.

Ideen er at levendegøre en historisk situation eller historiske personer, uden at kende alle detaljer fra historiske kilder. Man bruger de historiske kilder som et skelet til at fortælle en historie, som den kunne have udspillet sig.

Når dette godt kan være en ide i slægtssammenhæng, er det fordi, vi rigtig gerne vil fortælle mere om vore forfædre end blot hvornår de blev født, gift, fik børn og døde. Vi vil gerne gøre disse aner levende for dem, som interesserer sig for familiens historie. Der findes da også ”slægtsromanen” eller ”familiekrøniken” som en speciel kategori af de slægtshistoriske romaner.

Nu behøver man jo ikke at kaste sig ud i at skrive en roman – mindre kan også gøre det. Det kan være små fortællinger om livet i familien, som kan være krydderi for de ellers mange ”tørre” informationer.

Den vigtige forberedelse

For at kunne fortælle en historie om familien i tidligere tider, er det helt nødvendigt at sætte sig ind i, hvordan livet var i den pågældende periode, og om der var særlige historiske begivenheder, som kunne have indflydelse på deres liv.

Det har den store ekstra fordel, at man som slægtsforsker begynder at forstå, kende og sætte pris på den historiske tidsalder, som man beskæftiger sig med. Så også for en selv betyder det, at man bliver meget mere fortroligt med de forhold, der herskede, da anerne levede.

Her er tre eksempler fra 1800-tallet på begivenheder, der sagtens kan have haft betydning for de mennesker, der levede på netop disse tidspunkter:

1) Københavns bombardement 1807

Levede dine forfædre i eller nær København i 1807 har de været vidne til Københavns bombardement, der fandt sted under Englandskrigene og varede fra den 2. til den 5. september. Belejringen af København var et resultat af britisk krav om overgivelsen af Danmarks flåde til briterne, der frygtede at Kronprins Frederik ville overgive flåden til franskmændene mod Storbritannien. Der findes flere bøger og sikkert mange artikler, der bekriver denne hændelse, fx ”Københavns Bombardement” af Niels Kofoed.

2) Slaget ved Kolding 1849

Slaget ved Kolding var et feltslag nær Kolding 23. april 1849 under Treårskrigen 1848-50. Den danske styrke var på over 40.000 mand, preussernes 50.000, og udstyrsmæssigt var de to styrker næsten lige stærke. Slaget gjorde meget stort indtryk på Koldings beboere, og der findes også mange beskrivelser af det. Fx ”Det glemte slag: kampene omkring Kolding den 23. april 1849” af Kim Mikkelsen, artikler i Koldingbogen og der findes sågar en Facebook-gruppe dedikeret til dette slag.

Krigene kan i det hele taget udgøre en god baggrund for nogle af de historiske fortællinger. Selv om krigene nogle gange foregik langt fra Danmark, var der også begivenheder, der spillede ind på befolkningens liv. Dels var der indkaldelsen af de unge mænd til militærtjeneste, og mange har i deres slægter sådanne unge, der måtte drage væk fra hjemmet i en periode – i Sønderjylland endda for at kæmpe på tysk side under 1. verdenskrig.

Derudover var der indkvarteringen af de udenlandske soldater, når de drog igennem Danmark. Denne indkvartering fandt sted både i byen og på landet. For eksempel var både Slesvig og store dele af Jylland besat af østrigske og preussiske soldater under krigen i 1864. I fuld overensstemmelse med traditionerne kunne de kræve forsyninger fra de besatte områders beboere, og ofte var officererne indkvarteret privat hos danskere. Det gav naturligvis anledning til en del gnidninger, men også til mere fredelige og venskabelige kontakter.

3) Kolera-epidemien i København 1853

Man kan i de københavnske kirkebøger fra 1853 læse om mange døde som følge af kolera-epidemien dette år. Det var i fattigkvartererne, at sygdommens slog hårdest til. Epidemien ebbede ud i oktober 1853. Der var blevet anmeldt 7.219 tilfælde, hvoraf 4.737 (56,7%) havde dødelig udgang. Fra København blev smitten spredt til provinsen, hvor 24 byer blev angrebet med 1.951 døde som resultat.

På mange måder berørte denne epidemi københavnerne dette år. En gruppe unge læger tog initiativ til at visitere de hårdest ramte kvarterer og yde hygiejnisk rådgivning, og de værst ramte familier blev udflyttet til store teltlejre på Københavns vold, ligesom der oprettedes bespisning for de fattigste. Som en konsekvens af koleraepidemien begyndte lægeforeningen allerede i 1853 at bygge den såkaldte Brumleby  på Østerfælled. Lægeforeningen ønskede at skabe sunde, billige boliger til arbejderklassen. Epidemien var i øvrigt også den centrale årsag, der udløste voldenes fald 1856.

Sygdomme og epidemier er – desværre – og en vigtig historisk baggrund for livet dengang. Andre epidemier var fx Den Spanske Syge i 1918. Mere information om dette emne kan bl.a. findes på DIS-Wiki: http://wiki.dis-danmark.dk/index.php/Epidemi

Research

Der er heldigvis mange kilder til at forstå den historiske baggrund for anernes liv. Det kan være en god ide at starte med overblikket og så zoome ind på detaljerne efterfølgende. Med hensyn til overblikket har jeg haft stor glæde af Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie i 17 bind, som de selv siger er den hidtil mest omfangsrige Danmarkshistorie udgivet i 2000-tallet. Den er tilgængelig online: http://www.denstoredanske.dk/Danmarkshistorien. Men lige her er jeg nok gammeldags – jeg foretrækker bogudgaven, der er meget nemmere at navigere og skimme i!

Danmarkshistorien er ofte skrevet ud fra de store begivenheder og udviklinger i samfundet, og de er absolut værd at bemærke. Men det er godt at supplere med viden om det ”almindelige liv” på den tid man skriver om, hvad enten det er bønder, håndværkere, standspersoner eller andre. Her er værket ”Dagligliv i Danmark” uundværligt, redigeret af Axel Steensberg. Den er inddelt både i tidsperioder og i hverdagens emner.

Når man har fået et indtryk af de overordnede linjer og hændelser kan man begynde at finde kilder til den specifikke periode og den specifikke lokalitet, der er tale om. Man vil ofte kunne finde lokalhistorisk litteratur, der er relevant, og selv om den ikke nævner ens aner, kan den give et godt indblik i de specifikke forhold. Lokalhistorisk litteratur kan ofte findes via lokalarkiverne eller biblioteket (www.bibliotek.dk).

Særdeles relevant er det, hvis man kan finde samtidige beskrivelser, dvs. kilder der er skrevet på den tid, der er tale om. Det kan fx være dagbøger, der er blevet udgivet, og hvis man er meget heldig findes der efterladte erindringer fra ens egen slægt. Husk at checke de arkiver, der findes over indleverede private samlinger – de kan blandt andet findes på Det kgl. Bibliotek (http://www.kb.dk/da/kb/nb/ha/HA/index.html) og i de lokale arkiver (www.arkiv.dk). Der har tidligere været en samlet portal til privatarkiverne (www.danpa.dk), men den er desværre ikke længere i funktion.

En anden samtidig kilde kan være aviserne, som der nu bliver rigtig god adgang til via Mediestream’s skanninger og digitaliseringer af danske aviser (www.mediestream.dk). Her kan man fx få et billede af, hvad der skete på enhver historisk dato og få et godt indtryk af, hvad befolkningen snakkede om på netop dette tidspunkt. Nogle af aviserne går tilbage til starten af 1800-tallet.

Når man har samlet den konkrete viden om tiden, mennesker, sædvaner, det fysiske rum (hvordan så det ud, både ude og inde) osv. kan man gå i gang med at skrive historien ved at forestille sig de scenarier, der kunne have udspillet sig. Det er som at skrive en fortælling, der dog skal holde sig inden for de rammer, som man ved gælder for familien. Der kan måske være en tendens til at dramatisere fortællingen, og det er nok i orden, så længe det er familiens historie, det handler om, og ikke et forsøg på at spinde en spændende, men usandsynlig historie.

Der er mange muligheder for en ”vinkel” på en sådan historisk fortælling. Som nævnt ovenfor kan der have været større historiske hændelser, der kan have spillet ind på familiens liv, som nedenstående eksempel viser. Men det er bestemt også muligt at skrive en fortælling om noget dagligdags inden for familiens egne rammer. Det kan være en børnefødsel, et dødsfald, en ulykke, et bryllup, indflytning i et nyt hjem, en juleaften osv. osv. Mulighederne er mange!

Et eksempel

Her er et eksempel på en lille historie, som var en af flere jeg skrev til bogen ”Slægten Roos fra Sønderjylland” (forkortet). Ideen opstod, da jeg i familiens bibel så, at de havde noteret at slægtsgården havde haft indkvartering af 4 franske soldater i 1808:

Bjerningroi i Napoleonskrigen

Andreas Peter og Jørgen kom farende ind i køkkenet til Ellen på Bjerningroi. »Soldaterne kommer, soldaterne kommer« råbte de næsten i munden på hinanden og fangede med det samme moderens opmærksomhed. Hun vidste nemlig, at det kunne komme, for det havde manden Andreas fortalt hende nogle dage i forvejen efter et besøg i Haderslev.

Og rigtigt nok. Da Ellen kikkede ud af vinduet kunne hun se fire soldater komme ridende på deres heste op ad alleen til gården. Den forreste red for sig selv og havde den flotteste uniform på. Det var kommandanten. Det var den 11. august 1808 og klokken var 2.

Da de red ind på gårdspladsen var Ellen kommet frem i døren for at tage imod dem. Bag hende havde flere af børnene samlet sig. Foruden Andreas Peter og Jørgen var det de to piger Kirstine og Dorthe. Nis var ude i markerne sammen med faderen. Ellens anelser blev bekræftet med det samme: det var franske soldater. Ved hjælp af tegn og gerninger og en gebrokken sammenblanding af tysk og fransk gjorde de deres forehavende klart: De havde hårdt brug for indkvartering, for Haderslev var allerede godt fyldt op med soldater.

Andreas var allerede blevet varskoet om situationen, da han havde været i Haderslev. Det vrimlede med franske soldater over det hele, og det syntes som om, at hele den franske arme i Slesvig var i opbrud. Det var faktisk også tilfældet, og rygterne gik, at den spanske del af de allierede tropper i hertugdømmerne og Danmark var i gang med et mytteri imod deres franske allierede. Dette havde mobiliseret franskmændene. Samtidig havde Andreas fået at vide, at de måske kunne forvente franske »gæster« på gården til indkvartering.

Fra vin til øl

Det var med lige dele nysgerrighed og bekymring, at Ellen og børnene så soldaterne komme ridende mod gården, og Ellen fik den ældste datter, Kirstine, til at løbe ud i marken for at få fat i faderen Andreas.

De franske soldater steg af hestene på gårdspladsen, og Ellen fik vist kommandanten ind i stuen, mens sønnen Andreas Peter hjalp de tre andre soldater med at få hestene over i stalden. Snart samledes de alle inde i stuen, og heldigvis kunne kommandanten, der var fra Alsace, lidt tysk, så de kunne da snakke lidt med hinanden.

Andreas var kommet hjem fra marken for at hilse på de franske. Han serverede noget af gårdens øl for soldaterne og spurgte kommandanten om, hvorfra de var kommet. Han fortalte – måske lidt for åbenmundet – at de havde ligget under du Pas i Flensborg lejren siden juni. Da invasionen af Sverige var gået i stå, var der ophobet et stort antal franske soldater i hertugdømmerne, og Bernadotte havde presset på for at få bygget indkvarteringer til disse. Det var endt med, at danskerne havde indvilget i at bygge en enkelt hyttelejr ved Flensborg og desuden en teltlejr ved Rendsborg.

Kommandanten klagede over livet i lejren. De havde været ikke mindre end 8.000 soldater fordelt i 192 hytter, der var blevet anlagt i to rækker. Hele sommeren havde været en lang række af øvelser og eksercits i det nærliggende landskab samt march ture til andre lokaliteter. Tilsyneladende ikke kommandantens kop te, når han nu havde sat næsen op efter en aktiv krigsindsats mod svenskerne, der var russernes allierede.

Heller ikke øllet var kommandantens kop te. Efter at have nippet lidt til det, spurgte han forsigtigt, om ikke gården rådede over vin i stedet for. Men her måtte Ellen skuffe ham. Der gik godt nok rygter om, at efter franskmændene havde slået sig ned i Slesvig, kom der pludselig en masse vin i omløb på det grå marked, men på Bjerningroi havde man ikke haft behov for at udskifte det traditionelle øl med vin. Så kommandanten måtte altså tage til takke med øllet.

Senere fik soldaterne serveret deres aftensmad. Den bestod af boghvedegrød, for det var torsdag, og dette var en af grøddagene. I grøden var der kogt blommer for at give den lidt smag. Ellen ærgrede sig over, at de ikke var kommet dagen i forvejen, for om onsdagen fik de altid flæsk med rugbrød, og det mente hun havde bekommet de fremmede bedre end den danske grød.

Det store vogntog

Næste morgen efter morgenmaden red den ene soldat til Haderslev for at høre nyt og eventuelt modtage nye ordrer. Det var den 12. august. Da soldaten efter et par timer vendte tilbage var der både godt og dårligt nyt. De havde foreløbig fået ordre til at bliver stationeret på gården for at være med til at sikre hovedruten nord-syd mellem Flensborg i syd og Fredericia og Lillebælt mod nord. De tre franske soldater skiftedes derfor til at tage vagten ude ved den nord-syd gående vej.

Den dårlige nyhed var, at mange spaniere syntes at være godt på vej til at undslippe de franske forfølgere. Man havde fået efterretning om, at der var samlet mere end 1.000 spanske soldater i Århus og et andet samlingspunkt skulle vistnok være Langeland, hvortil der begyndte at komme en strøm af spanske soldater.

Senere på dagen kunne gårdens folk høre et bulder i det fjerne. De kikkede automatisk på himlen for at se, hvorfra dette tordenvejr kom, men kunne kun se en klar augusthimmel så langt som øjet rakte. Men snart blev mysteriet løst. De første bøndervogne med franske soldater begyndte at rulle forbi fra syd mod nord på landevejen. Børnene løb ned til vejen for at se dette iltog med soldater, og de kunne kun se vogne så langt øjet rakte mod syd. Franskmændene havde udskrevet næsten 1.000 bøndervogne med heste i Haderslev for at komme hurtigt mod nord.

Vogn efter vogn rullede forbi Bjerningroi på den dårlige vej, der ikke var meget mere end et par vognspor. Ganske vist blev vejen vedligeholdt af bønderne en gang om året, men selv om der blev strøet sand over vejen, var dette hurtigt kørt ned i vejens ælte. Specielt om foråret kunne vognene på vejen tit sidde fast i mudderet, men på dette tidspunkt af året var vejen tør og nogenlunde fremkommelig.

Det var den længste række vogne, som man nogensinde havde set på egnen, og herom ville der blive snakket i generationer. Så langt deres øjne rakte, kunne de se den ene vogn efter den anden – uens i størrelse og udseende, hvilket gav det hele et skær af improvisation. De fleste af vognene var helt simple og bygget helt af træ. De var lange og stive, og der var ingen affjedring, hvilket sammen med den hullede vej gav anledning til nogle udbrud undervejs.

Sammen med vogntoget kom der en umiskendelig lugt af brændt træ. Det var vognenes aksler, der var af træ, som i det hastige tempo løb varme og begyndte at lugte.

Selv om vognene hastede så hurtigt, som man kunne drive hestene frem, så tog det timer inden hele vogntoget var passeret. Først hen på eftermiddagen ebbede det ud. Børnene, der troligt havde siddet ved vejkanten og betragtet det hele, kunne endelig løsrive sig. Det blev en dag, som de sent skulle glemme.

Ved aftensmaden, der bestod af flæsk og brunkål, snakkede man om dagens særprægede oplevelse og alle spekulerede over, hvilke chancer spanierne havde for at slippe levende fra Danmark. Men dette snakkede man ikke højt om. Ellen og Andreas tænkte i deres stille på de stakkels spaniere, der havde lidt den tort at blive ladt i stikken af deres eget land. De franske soldater tænkte derimod på spaniernes feje mytteri fra deres allierede hær. Alt imens kommandanten med mismod kikkede på sit glas øl – som kun var drukket halvt ud, da han gik til køjs.

Kejserens fødselsdag

Om søndagen var hele familien gået den korte vej til kirken, hvor præsten Peter Petersen havde holdt sin prædiken og kaldt til alters. De franske soldater var naturligvis ikke gået med. Som katolikker var de blevet tilbage på gården og havde imens holdt deres egen lille gudstjeneste. Kommandanten havde sagt et par ord og holdt en bøn, hvor han bad for både kejseren og hærens allierede, og at de måtte komme levende ud af krigens gang.

Dagen efter, den 15. august, var også en speciel dag. Det var kejser Napoleons fødselsdag, og på Bjerningroi fejrede de franske soldater dagen med maner. Der var en opløftet stemning hele dagen, hvilket sikkert ikke mindst skyldtes de tre flasker fransk rødvin, som dagens sendebud til Haderslev havde haft med tilbage.

Vinen blev gemt til om aftenen, hvor kommandanten over middagen udbragte et leve for kejser Napoleon og skyndsomt føjede et leve til for den danske allierede hær og deres konge. Andreas fik også lov til at få et glas vin, og han kunne bestemt tilslutte sig kongens skål.

Livet på Bjerningroi forsatte endnu et par dage med de franske gæster gående omkring på gården. Det var efterhånden blevet en dagligdag, som man havde vænnet sig til, og børnene nød det skær af mystik og det ukendte, som disse fremmede soldater bragte med sig til gården.

Specielt de to store piger på 15 og 12 år var fascinerede af soldaterne, som de sværmede for, når tiden tillod det. Men det romantiske skær blev jo heller ikke afbrudt af kanonskud, bajonetter og døde eller sårede soldater. Midt i hele denne krig var den rolige stemning på Bjerningroi en kontrast, og de egentlige krigshandlinger foregik langt væk fra den lille landsby nord for Haderslev.

Om torsdagen fik den lille franske gruppe så besked på at bryde op fra Bjerningroi og trække mod syd. Den franske hær havde efterhånden taget de resterende spanske soldater til fange, og de blev sendt sydpå til tvangsarbejde i Frankrig. Samtidig var enhver tanke om et angreb på Sverige opgivet, og der var nu ingen grund til store troppekoncentrationer i Danmark.

Kommandanten sagde pænt farvel på sit gebrokne tysk til sine værter, inden han beordrede de tre soldater til hest. De vinkede tilbage til Roos-familien da de igen red ned ad alleen og fortsatte deres vej mod Haderslev. På gården var man blevet nogle oplevelser rigere, og de franske soldaters indkvartering havde gjort et så stort indtryk, at et notat herom fik sin plads i familiens bibel sammen med diverse datoer for familiens mærkedage.

Men det er jo fiktion!

Udfordringen med at anvende den historiske fortælling som en del af slægtsarbejdet er, at det er en sammenblanding af fakta og fiktion. Og det er sjældent klart, hvad præcist, der er historisk korrekt, og hvad er ikke. Derfor kan den historiske fortælling kun være et supplement til den traditionelle gengivelse af slægtens data. Men til gengæld kan den være et meget levende bidrag til at gøre slægten nærværende.

Det er selvfølgelig vigtigt, at man tydeligt gør opmærksom på, at der er tale om en historisk fortælling med blanding af fakta og fiktion, så man ikke bliver i tvivl om dette. Det kan også være en god ide at fremhæve specielt de dele, der er baseret på ”digtning” til forskel på kendt viden om familien.

Dette gjorde slægtsforskningens ”grand old man”, Hans H. Worsøe, også opmærksom på i sin anmeldelse af bogen om Roos-slægten, hvor ovennævnte eksempel er taget fra. Han skrev bl.a. ”Læseværdige er også de 5 afsnit, der er betegnet ”Dage i Roos-slægtens historie”, men her må man gøre sig klart, at disse afsnit indeholder en blanding af fiktion og facts, idet forfatteren digter situationer over de foreliggende kendsgerninger… Det vigtigste er dog, at der udtrykkeligt er gjort opmærksom på, hvad der er fiktion, og hvad der er facts” (Personalhistorisk Tidsskrift, 2001, nr. 1).

Men med disse forbehold kan jeg kun anbefale, at man kaster sig ud i at beskrive, hvordan anernes dagligliv kan have formet sig, vel vidende, at nogen absolut sandhed om historien aldrig vil kunne afsløres.

Denne artikel har tidligere været bragt i bladeet Slægt & Data, 2016, nr. 1.

PS Jeg holder gerne foredrag om dette emne.