Hjælp til at afklare familiens mysterier

Eksempler på sager jeg har løst

Sagen: Joyce i USA havde forsøgt at efterforske 2 af hendes mands aner i Danmark, Ole Sørensen og dennes hustru Bertha Hein. Hun havde allerede uden held forsøgt at finde dem gennem en række andre kilder. Den eneste information vi havde, var deres fødselsdatoer – samt nogle gamle postkort, som Bertha’s familie i Danmark havde sendt til familien i USA. Det var en udfordring at finde Ole og Bertha i Danmark – Bertha var den nemmeste på grund af efternavnet. Det var en langt større opgave at finde den rigtige Ole, men efter omfattende research var det muligt at identificeret ham og kaste lys på hans og Bertha’s familiebaggrund i Danmark.

Joyce anbefaler Per: "FANTASTISK!!! Tak for alt dit hårde arbejde – jeg er sikker på at vores familie vil blive begejstret for at lære om al det, der så længe var ukendt for os. Jeg værdsætter virkelig den gode måde du har gennemført denne research på."

Sagen: Anny vidste, at Anna Kristine, søster til hendes farmor, var rejst til USA omkring 1913, og hun havde et par breve fra Anna Kristine i USA i årene lige efter. Men derefter havde hun ingen viden om, hvad der var sket med hende. Mon hun havde efterkommere i USA i dag, fx? Desværre viste undersøgelser, at hun ganske vist var blevet gift i USA den 5. oktober 1918 med en svensk mand, men desværre døde hun allerede i maj 1919 af tuberkulose i New Hampshire. Hun blev kun 22 år gammel.

Anny anbefaler Per: "Jeg har i mange år spekuleret på, hvad der mon var sket med min farmors søster i USA. Det er dejligt at få dette afklaret – og Per løste opgaven hurtigt og effektivt med mange gode detaljer og kopier af dokumenter."

Emily fra USA anbefaler: “Jeg kan ikke kraftigt nok anbefale Per Andersen. Han er simpelthen en slægts-detektiv af højeste grad. Mit oprindelige mål med at kontakte Per var at løse et familie-mysterium, der var 113 år gammelt. Jeg ønskede at vide så meget som muligt om identiteten af min mormors far. Min mormor blev født uden for ægteskab i 1890 i København og voksede op i et børnehjem i Jægerspris. Ingen, hverken min mormor, som emigrerede til USA som en ung kvinde, eller hendes to døtre havde fået resultater ud af deres research. Så kom Per Andersen. I løbet af få dage havde han knækket koden og løst mysteriet, og han kunne sende mig en mængde information om den ukendte fader, der viste sig at være en Hans Madsen. Min moder, der er 84 år gammel, var forberedt på at blive begravet uden nogensinde at se sin moders dåbsattest eller have nogen viden om sin morfar. Takket være Per var jeg i stand til at give min mor al denne information på mors dag.

Næste gang jeg har spørgsmål til mine danske aners historie, vil jeg bestemt henvende mig til Per igen”.

Sagen: Christian havde ikke set sin fætter og kusine siden 1960erne. Samtidig var han af den overbevisning, at hans far var halvbror til den eneste søskende han havde, en søster som der ikke havde været kontakt til i mange år. Christian havde selv i flere år forsøgt at finde frem til denne halvsøster til sin far, samt til sin fætter og kusine, men uden held. Virkeligheden skulle vise sig at byde på overraskelser, da Christians far og faster faktisk var helsøskende, hvilket var nyt for ham. Det lykkedes også at finde frem til den søgte fætter og kusine, hvor dog kun fætteren stadig var i live.

Christian anbefaler: "Mange, mange tak for dit store arbejde, som vi har modtaget. Det er fantastisk at du har fundet frem til sandheden om min familie og fundet min fætter, som jeg nu har løbende kontakt til. Jeg vil meget gerne anbefale dig til andre".

Sagen: Gunners farmor, Hulda, indvandrede som ung pige fra Sverige til Danmark. Hun var efter sigende opvokset på børnehjem uden at kende sine forældre. Familie-rygterne fortalte, at Huldas far var kaptajn og måske sejlede i udenrigsfart. Han fik Hulda med en fornem dame, der ikke ville vide af barnet. Derfor blev Hulda anbragt på et børnehjem, og faren betalte med det samme for hendes ophold til hun blev voksen.

Omfattende research i Sverige afslørede dog en noget anden virkelighed. Det viste sig, at Hulda var det uægte barn af en fattig kvinde i Stockholm, der selv var født uden for ægteskab. Huldas mor var blevet gravid med en skomagersvend, men da barnet skulle fødes stod faren anklaget for at have stjålet noget værktøj hos en enke, han arbejdede for. Han blev idømt 6 måneders strafarbejde for forseelsen. Huldas mor blev syg efter fødsel og kunne ikke amme sit barn, og politimesteren besluttede derfor, at barnet skulle anbringes på børnehjem. Det lykkedes at finde børnehjemmets sagsmappe på Hulda, lige som andre kilder blev fundet såsom dommen over Huldas far. 

Sagen: I Kajs familie havde der verseret det rygte, at oldefaren var uægte barn af en greve Danneskjold-Samsøe fra Gisselfeld. Han var vokset op i pleje og forældrenes navne blev forseglet, da barnet blev født på fødselsstiftelsen i København i 1817. Plejefamilien boede i Herlufmagle omkring 15 km fra Gisselfeld, og som voksen arbejdede oldefaren en overgang som post på godset.

Ud fra en lang række kilder blev det nu undersøgt, om der kunne findes tegn på forbindelser mellem Kajs oldefader og Gisselfeld. Bl.a. blev oldefarens sociale omgangskreds belyst og jeg gennemgik en større samling dokumenter, testamenter og økonomiske transaktioner. Der blev ikke fundet belæg for, at oldefaren var en uægte søn af grev Frederik Christian Danneskjold-Samsøe. Kaj udgav herefter en større dokumentsamling til familien, hvor denne analyse var den centrale del.