Her er et eksempel på en lille historie, som var en af flere jeg skrev til bogen ”Slægten Roos fra Sønderjylland” (forkortet). Ideen opstod, da jeg i familiens bibel så, at de havde noteret at slægtsgården
havde haft indkvartering af 4 franske soldater i 1808:
Bjerningroi i Napoleonskrigen
Andreas Peter og Jørgen kom farende ind i køkkenet til Ellen på Bjerningroi. »Soldaterne kommer, soldaterne kommer«
råbte de næsten i munden på hinanden og fangede med det samme moderens opmærksomhed. Hun vidste nemlig, at det kunne komme, for det havde manden Andreas fortalt hende nogle dage i forvejen efter et besøg i Haderslev.
Og
rigtigt nok. Da Ellen kikkede ud af vinduet kunne hun se fire soldater komme ridende på deres heste op ad alleen til gården. Den forreste red for sig selv og havde den flotteste uniform på. Det var kommandanten. Det var den 11. august 1808
og klokken var 2.
Da de red ind på gårdspladsen var Ellen kommet frem i døren for at tage imod dem. Bag hende havde flere af børnene samlet sig. Foruden Andreas Peter og Jørgen var det de to piger Kirstine og Dorthe.
Nis var ude i markerne sammen med faderen. Ellens anelser blev bekræftet med det samme: det var franske soldater. Ved hjælp af tegn og gerninger og en gebrokken sammenblanding af tysk og fransk gjorde de deres forehavende klart: De havde hårdt
brug for indkvartering, for Haderslev var allerede godt fyldt op med soldater.
Andreas var allerede blevet varskoet om situationen, da han havde været i Haderslev. Det vrimlede med franske soldater over det hele, og det syntes som om, at hele
den franske arme i Slesvig var i opbrud. Det var faktisk også tilfældet, og rygterne gik, at den spanske del af de allierede tropper i hertugdømmerne og Danmark var i gang med et mytteri imod deres franske allierede. Dette havde mobiliseret
franskmændene. Samtidig havde Andreas fået at vide, at de måske kunne forvente franske »gæster« på gården til indkvartering.
Fra vin til øl
Det var med lige dele nysgerrighed og
bekymring, at Ellen og børnene så soldaterne komme ridende mod gården, og Ellen fik den ældste datter, Kirstine, til at løbe ud i marken for at få fat i faderen Andreas.
De franske soldater steg af hestene på
gårdspladsen, og Ellen fik vist kommandanten ind i stuen, mens sønnen Andreas Peter hjalp de tre andre soldater med at få hestene over i stalden. Snart samledes de alle inde i stuen, og heldigvis kunne kommandanten, der var fra Alsace, lidt
tysk, så de kunne da snakke lidt med hinanden.
Andreas var kommet hjem fra marken for at hilse på de franske. Han serverede noget af gårdens øl for soldaterne og spurgte kommandanten om, hvorfra de var kommet. Han fortalte –
måske lidt for åbenmundet – at de havde ligget under du Pas i Flensborg lejren siden juni. Da invasionen af Sverige var gået i stå, var der ophobet et stort antal franske soldater i hertugdømmerne, og Bernadotte havde presset
på for at få bygget indkvarteringer til disse. Det var endt med, at danskerne havde indvilget i at bygge en enkelt hyttelejr ved Flensborg og desuden en teltlejr ved Rendsborg.
Kommandanten klagede over livet i lejren. De havde været
ikke mindre end 8.000 soldater fordelt i 192 hytter, der var blevet anlagt i to rækker. Hele sommeren havde været en lang række af øvelser og eksercits i det nærliggende landskab samt march ture til andre lokaliteter. Tilsyneladende
ikke kommandantens kop te, når han nu havde sat næsen op efter en aktiv krigsindsats mod svenskerne, der var russernes allierede.
Heller ikke øllet var kommandantens kop te. Efter at have nippet lidt til det, spurgte han forsigtigt,
om ikke gården rådede over vin i stedet for. Men her måtte Ellen skuffe ham. Der gik godt nok rygter om, at efter franskmændene havde slået sig ned i Slesvig, kom der pludselig en masse vin i omløb på det grå
marked, men på Bjerningroi havde man ikke haft behov for at udskifte det traditionelle øl med vin. Så kommandanten måtte altså tage til takke med øllet.
Senere fik soldaterne serveret deres aftensmad. Den bestod
af boghvedegrød, for det var torsdag, og dette var en af grøddagene. I grøden var der kogt blommer for at give den lidt smag. Ellen ærgrede sig over, at de ikke var kommet dagen i forvejen, for om onsdagen fik de altid flæsk
med rugbrød, og det mente hun havde bekommet de fremmede bedre end den danske grød.
Det store vogntog
Næste morgen efter morgenmaden red den ene soldat til Haderslev for at høre nyt og eventuelt modtage nye
ordrer. Det var den 12. august. Da soldaten efter et par timer vendte tilbage var der både godt og dårligt nyt. De havde foreløbig fået ordre til at bliver stationeret på gården for at være med til at sikre hovedruten
nord-syd mellem Flensborg i syd og Fredericia og Lillebælt mod nord. De tre franske soldater skiftedes derfor til at tage vagten ude ved den nord-syd gående vej.
Den dårlige nyhed var, at mange spaniere syntes at være godt på
vej til at undslippe de franske forfølgere. Man havde fået efterretning om, at der var samlet mere end 1.000 spanske soldater i Århus og et andet samlingspunkt skulle vistnok være Langeland, hvortil der begyndte at komme en strøm
af spanske soldater.
Senere på dagen kunne gårdens folk høre et bulder i det fjerne. De kikkede automatisk på himlen for at se, hvorfra dette tordenvejr kom, men kunne kun se en klar augusthimmel så langt som øjet
rakte. Men snart blev mysteriet løst. De første bøndervogne med franske soldater begyndte at rulle forbi fra syd mod nord på landevejen. Børnene løb ned til vejen for at se dette iltog med soldater, og de kunne kun
se vogne så langt øjet rakte mod syd. Franskmændene havde udskrevet næsten 1.000 bøndervogne med heste i Haderslev for at komme hurtigt mod nord.
Vogn efter vogn rullede forbi Bjerningroi på den dårlige vej,
der ikke var meget mere end et par vognspor. Ganske vist blev vejen vedligeholdt af bønderne en gang om året, men selv om der blev strøet sand over vejen, var dette hurtigt kørt ned i vejens ælte. Specielt om foråret
kunne vognene på vejen tit sidde fast i mudderet, men på dette tidspunkt af året var vejen tør og nogenlunde fremkommelig.
Det var den længste række vogne, som man nogensinde havde set på egnen, og herom ville
der blive snakket i generationer. Så langt deres øjne rakte, kunne de se den ene vogn efter den anden – uens i størrelse og udseende, hvilket gav det hele et skær af improvisation. De fleste af vognene var helt simple og bygget
helt af træ. De var lange og stive, og der var ingen affjedring, hvilket sammen med den hullede vej gav anledning til nogle udbrud undervejs.
Sammen med vogntoget kom der en umiskendelig lugt af brændt træ. Det var vognenes aksler,
der var af træ, som i det hastige tempo løb varme og begyndte at lugte.
Selv om vognene hastede så hurtigt, som man kunne drive hestene frem, så tog det timer inden hele vogntoget var passeret. Først hen på eftermiddagen
ebbede det ud. Børnene, der troligt havde siddet ved vejkanten og betragtet det hele, kunne endelig løsrive sig. Det blev en dag, som de sent skulle glemme.
Ved aftensmaden, der bestod af flæsk og brunkål, snakkede man om dagens
særprægede oplevelse og alle spekulerede over, hvilke chancer spanierne havde for at slippe levende fra Danmark. Men dette snakkede man ikke højt om. Ellen og Andreas tænkte i deres stille på de stakkels spaniere, der havde lidt
den tort at blive ladt i stikken af deres eget land. De franske soldater tænkte derimod på spaniernes feje mytteri fra deres allierede hær. Alt imens kommandanten med mismod kikkede på sit glas øl – som kun var drukket
halvt ud, da han gik til køjs.
Kejserens fødselsdag
Om søndagen var hele familien gået den korte vej til kirken, hvor præsten Peter Petersen havde holdt sin prædiken og kaldt til alters. De franske
soldater var naturligvis ikke gået med. Som katolikker var de blevet tilbage på gården og havde imens holdt deres egen lille gudstjeneste. Kommandanten havde sagt et par ord og holdt en bøn, hvor han bad for både kejseren og
hærens allierede, og at de måtte komme levende ud af krigens gang.
Dagen efter, den 15. august, var også en speciel dag. Det var kejser Napoleons fødselsdag, og på Bjerningroi fejrede de franske soldater dagen med maner.
Der var en opløftet stemning hele dagen, hvilket sikkert ikke mindst skyldtes de tre flasker fransk rødvin, som dagens sendebud til Haderslev havde haft med tilbage.
Vinen blev gemt til om aftenen, hvor kommandanten over middagen udbragte
et leve for kejser Napoleon og skyndsomt føjede et leve til for den danske allierede hær og deres konge. Andreas fik også lov til at få et glas vin, og han kunne bestemt tilslutte sig kongens skål.
Livet på Bjerningroi
forsatte endnu et par dage med de franske gæster gående omkring på gården. Det var efterhånden blevet en dagligdag, som man havde vænnet sig til, og børnene nød det skær af mystik og det ukendte, som
disse fremmede soldater bragte med sig til gården.
Specielt de to store piger på 15 og 12 år var fascinerede af soldaterne, som de sværmede for, når tiden tillod det. Men det romantiske skær blev jo heller ikke afbrudt
af kanonskud, bajonetter og døde eller sårede soldater. Midt i hele denne krig var den rolige stemning på Bjerningroi en kontrast, og de egentlige krigshandlinger foregik langt væk fra den lille landsby nord for Haderslev.
Om
torsdagen fik den lille franske gruppe så besked på at bryde op fra Bjerningroi og trække mod syd. Den franske hær havde efterhånden taget de resterende spanske soldater til fange, og de blev sendt sydpå til tvangsarbejde
i Frankrig. Samtidig var enhver tanke om et angreb på Sverige opgivet, og der var nu ingen grund til store troppekoncentrationer i Danmark.
Kommandanten sagde pænt farvel på sit gebrokne tysk til sine værter, inden han beordrede
de tre soldater til hest. De vinkede tilbage til Roos-familien da de igen red ned ad alleen og fortsatte deres vej mod Haderslev. På gården var man blevet nogle oplevelser rigere, og de franske soldaters indkvartering havde gjort et så stort
indtryk, at et notat herom fik sin plads i familiens bibel sammen med diverse datoer for familiens mærkedage.