Vejledning til at finde personer i nyere tid

Opdateret 13. marts 2017

At finde personer i nyere tid kræver en lidt anden tilgang end den klassiske slægtsforskning, og dermed i nogen grad andre kilder. Samtidig varierer arbejdet mere, idet de kendte informationer om de eftersøgte kan være af meget forskellig karakter – og i virkeligheden er der brug for en kombination af detektivarbejde og slægtsforskning.

Jeg vil i denne vejledning nævne en række af de vigtigste kilder, jeg bruger i arbejdet med at finde ”nulevende personer”. Når jeg skriver ”nulevende” her og i veledningen er det fordi, at det kan være, at de eftersøgte er døde inden for de seneste årtier, hvilket man ikke nødvendigvis er klar over fra starten.

Folketællinger

Den nyeste helt søgbare folketælling er fra 1880 (og 1885 for København), og herfra er der et stort spring frem til ca. 1970, hvorfra det er muligt at søge i det centrale folkeregister (CPR). Der er en del indtastet fra folketællingen 1890 og 1901 og sporadisk for de nyere folketællinger, men de er ikke komplette (www.ddd.dda.dk). Det er derfor særdeles positivt, at der er sat fokus på at få indtastet 1930 folketællingen, så denne bliver søgbar.

Andre sider som DanishFamilySearch har dele af indtastede folketællinger, og her er man for 1900-tallet længst fremme med folketællingerne 1916 og 1921 (10-15% færdige).

Familysearch har komplette indtastninger af 1911 og 1916 folketællingerne, som stillet til rådighed.

Hvis man har abonnement på MyHeritage, har man har i princippet navneindeks til alle folketællinger for Danmark fra 1870 til 1930. Når jeg skriver "i princippet" er det fordi, de er meget fyldt med fejl.

Alle folketællingerne er dog tilgængelige på ikke-søgbar form, så hvis man har en ide om lokalitet eller adresse, er det stadig en meget anvendelig kilde for den nyere historie. Frem til og med 1940 er folketællingerne scannede og ligger online på Arkivalier Online.

Fra 1950 og til 1970 kan man på Rigsarkivet København få adgang til de fysiske folketællingsskemaer, som bestilles via sogn eller købstad/gadenavn. Tidligere havde man adgang til 1940 og 1950 folketællingerne, men nu er adgangen udvidet frem til 1970. Adgangen kræver en dispensation fra 75-års reglen, hvilket gives rutinemæssigt på stedet, når der er tale om slægtsforskning (der skal dog iagttages fortrolighed omkring oplysningerne).

Folkeregister

Fra ca. 1968 blev CPR indført og dermed et fælles register for Danmarks befolkning. Registeret er stadig udsat for kritik, da mange stadig (fejlagtigt) opfatter CPR-nummeret som en hemmelig identifikation, mens det faktisk blot er en entydig identifikation af en person, hvilket var det tiltænkte.

Alle har ret til at få oplysninger fra CPR, og hvis man kender navn/fødselsdag eller navn/tidligere adresse efter 1968 – og personen var i live efter 1968 – kan man via CPR få oplyst enten nuværende adresse eller hvis personen er afdød, dødsdato og sidst kendte adresse. Man skal være opmærksom på, at der har været en indkøringsperiode, så frem til midten af 1970erne er oplysningerne ikke nødvendigvis korrekte.

Man kan lave adresseforespørgsel i CPR via borger.dk, hvor der er adgang til de fleste kommuners selvbetjeningsløsning (man kan bruge enhver kommune, da adgangen ikke er geografisk afgrænset). Det er et område i udvikling, da det ikke er så længe siden, man selv måtte henvende sig på kommunen. Søg efter ”adresseforespørgsel” på borger.dk. En forespørgsel koster kr. 75, uanset resultatet, og betales online.

Selv anvender jeg Københavns kommunes selvbetjeningsløsning, der har den fordel, at hvis personen umiddelbart findes i CPR får man også direkte svar med det samme. Jeg har også oplevet af visse kommuners selvbetjeningsløsning ikke var fuldstændige (fx er Tåstrup et eksempel - deres løsning oplyser ikke adresse!).

Før ca. 1970-1978 er det muligt at søge adgang i de manuelle registerkort, der fra 1923/1924 var forløberen for CPR. Disse kort blev ført kommunevis, i mange tilfælde frem til 1978. De fleste kommuner har i dag afleveret kortene til Statens Arkiver, mens enkelte kommuners kort stadig befinder sig hos kommunerne. I sidstnævnte tilfælde kan man være heldig, at kommunen kan hjælpe med oplysninger om, hvor og hvornår en person har boet i kommunen. Adresseoplysninger er ikke omfattet af 75-års reglen, men evt. andre oplysninger om personen kræver dispensation fra 75-års reglen eller at kommunen er liberal i deres fortolkning. Søgning i registerkort forudsætter, at man kender navn og fødselsdato for den eftersøgte – og hvis det er en gift kvinde også hendes mands navn (gifte kvinder er ført på mandens kort).

Er de gamle folkeregisterkort afleveret til Statens Arkiver, er der ikke direkte adgang til kortene. Men man kan hos Rigsarkivet bestille oplysninger fra registerkortene mod betaling. Det samme gælder Københavns kommune, hvor registerkortene stadig befinder sig i kommunen. Her har men to muligheder for at få adgang til oplysninger fra folkeregisterkortene. Enten via Stadsarkivet på Københavns Rådhus eller via Københavns Kommunes borgerservice i Nyropsgade 1. Her kan man dog risikere, at de tager timebetaling for deres hjælp.

Registerkortene har anført oplysninger om tilflytning og fraflytning, og det er dermed muligt at følge en persons færden i perioden fra ca. 1924 til ca. 1970. Man kan enten starte med sidste kendte adresse og så følge personen bagud i tid, eller man kan starte med første kendte adresse og følge personen fremad i tid. Ofte vil de betyde, at man skal have kontakt til flere kommuner og/eller arkiverne, og det kan være et puslespil.

Avisartikler

Statsbiblioteket i Århus (nu afdeling af Det Kongelige Bibliotek) er ved at afslutte et stort projekt med digitalisering af danske aviser, incl. muligheden for fritekstsøgninger (de bliver OCR scannet). Der er i øjeblikkeet 27 mio. avissider digitaliserede, så man er næsten færdig med samtlige danske dagblade.

Målet er at nå 32 mio. avissider og en bred dækning af aviser i Danmark. Men allerede nu har jeg fundet mange nyttige informationer i aviserne.

Man kan søge i alle aviserne fra sin egen computer og checke, om søgningerne giver nogle resultater. Hvis artiklerne er fra før 1916 vil man også kunne læse artiklerne på sin egen computer. Men er de nyere end 1916 må man af hensyn til ophavsrettigheder bevæge sig til enten Statsbiblioteket i Århus eller Det Kongelige Bibliotek i København for at læse artiklerne på deres computere.

Avisdatabasen findes her: http://www2.statsbiblioteket.dk/mediestream/avis

Vejvisere

Det kan være vigtigt at finde adressen på en person – blandt andet for at kunne slå op i folketællingerne, forstå levevilkår og komme videre med lokalhistoriske kilder. Ud over folkeregisteret er telefonbøger og vejvisere en god kilde i nyere tid. Specielt i København og købstæderne er en adresse god at have. Nogle af vejviserne er lagt online, men desværre spotvis og på en række forskellige hjemmesider. En god oversigt over online kilder af denne type kan ses på:  http://www.slaegtsoglokalhistorie.dk/vejvisere/linkstilvejvisere.html.

For Københavns vedkommende skete der et stort fremskridt i 2014, hvor samtlige vejvisere fra 1770 og til ca. 1969 blev lagt online, og fra 1878 som søgbare PDF-filer (bibliotek.kk.dk). Tidligere havde kun visse vejvisere frem til 1900 været online. Samtidig er et større antal KTAS telefonbøger frem til 1965 tilgængelige online hos Post- og Telemuseet.

De fysiske vejvisere kan man ofte få adgang til på enten det lokale arkiv eller det lokale bibliotek. Desværre oplevede jeg i 2014 en kedelig tendens, at bibliotekerne er begyndt at kassere deres beholdning af vejvisere. Fx har Frederiksberg bibliotek kasseret en stor del af deres vejvisere og telefonbøger for København. Man må bede til, at lokalarkiverne er i stand til at tage over og bevare denne unikke kilde.

Søgemaskiner

De ovenfor nævnt kilder er strukturerede – eller så strukturerede som skaberen har kunnet gøre dem. Men i arbejdet med personer i nyere tid, hvor folks elektroniske spor bliver større og større, er Google og tilsvarende søgemaskiner og værktøjer uundværlige værktøjer. Man kalder den datamængde, man har adgang til gennem Google, for ustruktureret, og det er normalt vanskeligt at søge information i ustrukturerede data. Men på grund af Google’s styrke som søgeværktøj bliver det meget anvendeligt.

Det kan være svært at give en vejledning til, hvordan man bedst anvender en søgemaskine til ustruktureret information, men det er først og fremmest vigtigt at lave så mange forskellige søgninger som muligt – ofte finder jeg den brugbare information om en person efter mange forskellige søgninger. Her er en ide til, hvordan man kan gøre det:

  • Nedskriv de nøgleord du har om personen (fx fødselssogn, et årstal, navn, stilling, navn på familiemedlem som hustru eller barn osv.)
  • Søg nu på alle kombinationer af disse nøgleord (fx navn, familiemedlem og sogn – navn, stilling, sogn – navn, sogn, årstal – osv.)

Det er også vigtigt at kikke mere end de første 10 træf igennem, da guldet sagtens kan dukke op som nummer 20 eller 30 træf. En af Google’s styrker er, at den er god til automatisk at søge på alternative stavemåder. Efterhånden som man bruger Google får man en god fornemmelse af, hvad det er, der kan give resultater, og samtidig bliver Google faktisk også klogere på, hvad det er for resultater, du kunne tænke dig.

Sociale medier er også i stigende grad en god mulighed for at finde nulevende personer. Specielt Facebook er et rigtig godt værktøj, men også alternativer som Linkedin og Twitter er brugbart. Ud over navn og foto indeholder de supplerende information, som hvor man er opvokset og gået i skole og interesser mv., der kan være med til at afgøre, om det er den rigtige person. Og blandt folks venner finder man ofte andre familiemedlemmer.

Lokalarkiver

Der er ofte god hjælp at hente hos lokalarkivet, der dækker det område, hvor den eftersøgte person har boet, også når der er tale om en nulevende person. Dels kender de kilder til den lokale befolkning, som man måske ikke selv har tænkt på. Dels vil de ofte have lokale opslagsbøger som vejvisere, afskrifter af kirkebøger og folketællinger mv. stående.

Man må heller ikke underkende, at de personer, der arbejder med lokalarkivet, ofte har boet i lokalområdet i årtier og har god kendskab til den lokale befolkning.

Personlig kontakt

En typisk situation opstår, når man finder en adresse på en person, og adressen er 10, 20 eller 30 år gammel, eller endnu ældre. Hvordan kommer man videre og finder familien i dag, hvis folkeregisteret ikke er en mulighed? I disse situationer kan det være en god ide at besøge adressen og snakke med dem, der bor der i dag og naboerne – måske nogen har kendt familien? Det har også den fordel, at man kan tage billeder af adressen og lokalområdet, der er rare at have til dokumentationen. En forudsætning er selvfølgelig, at det ikke er for langt væk – ellers kan man måske alliere sig med en bekendt i området.

Man kan også fint ringe rundt, og det er mere effektivt på sin vis – på den anden side set mister man muligheden for billeddokumentation og den personlige kontakt. Ikke desto mindre er telefonen et godt redskab når man finder nogen, der kunne tænkes at være en hjælp på vejen til at finde den eftersøgte person.

En anden situation, hvor telefonen er særdeles anvendelig, er de tilfælde, hvor man søger en person eller efterkommere til denne med et ikke alt for almindeligt navn eller et relativt markant efternavn. Så kan man ved hjælp af fx Krak finde de mennesker i Danmark, der har navnet og gå i gang med at ringe. Det kan i en sag godt blive til mange opkald og samtaler. Man skal ikke være nervøs for at ringe til disse fremmede mennesker – når man har forklaret, at man laver slægtsforskning og leder efter en person, er langt de fleste særdeles hjælpsomme og undskylder næsten, hvis de ikke kan hjælpe. Jeg har også oplevet, at nogen har ringet tilbage efter flere dage med oplysninger, som de var kommet i tanke om.

Standard databaser

I det ovennævnte har jeg slet ikke nævnt de standard-databaser, som jeg altid rutinemæssigt leder i, når jeg skal finde personer fra 1900-tallet. Det er ikke alle af dem, der er lige stærke i 1900-tallet, men det er alligevel værd at forsøge. En række af disse standard-databaser er:

Etik

Når man arbejder med nulevende personer eller i det hele taget personer fra de seneste årtier, bør man være specielt forpligtet til at iagttage den fornødne etik for at beskytte folks personlige oplysninger, specielt personfølsomme oplysninger (helbred, adoptioner, sygdomme, politiske overbevisninger m.v.). Man er selvfølgelig underlagt 75-års reglen om adgang til personoplysninger, og der, hvor der gives dispensation, må man nødvendigvis overholde de betingelser, der er for dispensationen.

Det specielle ved research af nyere personer er, at mange informationer kommer fra personlig kontakt til nulevende personer, hvilket betyder, at man selv bør iagttage de nødvendige principper. Hvis projektet er at føre familiemedlemmer sammen, er det vigtigt ikke at give oplysninger videre, som afgiveren ikke har givet tilladelse til at blive videregivet. Specielt er det et fast princip, at den ”fundne person” har ret til at afslå al kontakt til den ”søgende person” – i så fald må ingen informationer om den ”fundne person” gives videre til den ”søgende person”. Det betyder også, at man i arbejdsprocessen skal være meget varsom med at afsløre mellemresultater som ”jeg tror den rigtige person er xxx” til den ”søgende person”.

Tilsvarende kan det være en udfordring at overbringe beskeden til den ”fundne person”, at der er nogen, der leder efter dem, fx et bortadopteret barn eller et forsvundet familiemedlem. Her forudsættes empati og i særlige tilfælde en trinvis måde at få overbragt ”nyheden” på. Som regel starter jeg selv med at udspørge til, hvor meget personen selv ved på forhånd, og på den måde lede frem til de nye oplysninger.

Heldigvis er det sådan, at i langt de fleste tilfælde er den ”fundne person” meget positiv og glad for at komme i kontakt med den person, der eftersøger ham eller hende. Som regel er det dermed en særdeles positiv oplevelse at føre familiemedlemmer sammen. Min egen lille statistik viser, at det er noget under 10% af projekterne, hvor den ”fundne person” ikke er interesseret i at blive kontaktet af familiemedlemmet. Selv om dette kan være hårdt for den ”søgende person” skal det naturligvis respekteres.

Hvis situationen er, at man udarbejder en efterslægtstavle og heri inkluderer nulevende personer, bør disse godkende dette – selv om jeg aldrig har oplevet, at folk har noget imod at optræde i en efterslægtstavle. Men hvor der er tale om personfølsomme oplysninger (fx adoption, dødsårsag mv.) skal sådanne oplysninger ubetinget godkendes af de pågældende personer (eller deres børn, hvis de ikke lever mere) inden de distribueres i en efterslægtstavle.

Artiklen har tidligere været bragt i bladet Slægt & Data, 2015, nr. 1.

PS - Jeg holder foredrag om dette emne.